søndag den 20. juli 2014

Monument Valley


I Monument Valley boede vi på The View hotel med balkon – og den mest vidunderlige udsigt! Det var virkelig tiltrængt efter at have boet på landevejs moteller i flere uger. Vi nød hvert sekund – og havde den bedste aften med kolde øl, og den smukkeste solnedgang. Dagen efter tog vi ud til stedet hvor Forest Gump stoppede med at løbe, og fortsatte videre mod Moab.











søndag den 6. juli 2014

Grand Canyon


Første dag i Grand Canyon området, havde vi lejet en jeep for at tage ud til et sted der hedder Toroweap. Stedet ligger som nummer 1 på alle top 5 lister over ”Must see” steder i Grand Canyon, og samtidigt er det det allermindst turistede. Vi mødte ét andet par i al den tid vi var derude, hvilket uden tvivl hænger sammen med, at man aldrig nogensinde kunne være kommet derud uden en jeep. Man skulle køre over 2 timer på det vildeste terræn for at komme derud.. Nogen steder skulle vi over huller og sten så store, at vi så lige op i himlen eller lige ned i jorden – nogen gange følte man næsten at bilen var helt nede at ligge. Det var vildt skægt når man nu havde bilen til det! Toroweap var vildt smuk, og som et af de eneste steder i Grand Canyon havde man fuldt udsyn til Colorado River. Det stormede som aldrig før, og vi så en masse tornadoer – men vi fandt et hyggeligt lille læ sted hvor vi kunne nyde den eventyrlige udsigt og dele vores madpakker med et lille jordegern. Det var en tosset, dejlig dag!










Dagen efter skulle vi bo i en lille hytte på Norh Rim Lodge, som har den fedeste beliggenhed helt ude på kanten af det nordlige Grand Canyon. Der var en masse flotte viewpoints i området, men det blæste desværre så meget, at det faktisk var virkelig ubehageligt at være der. Flere gange mistede man helt jordforbindelsen, og væltede rundt. Det tog lidt af oplevelsen - men det var stadig ubeskrivelig smukt, og vi fik nydt både en sol op- og nedgang.










Den tredje dag i Grand Canyon området boede vi i en lille by ved navn Page. Her fra var vi ude og se solnedgang ved Horseshoe Bend! Det var smukt, men ligesom viewpoints’ene på North Rim kunne det på ingen måde leve op til udsigten fra Toroweap J 
















tirsdag den 1. juli 2014

Peek-a-boo, Spooky Gulch og Bryce Canyon


Efter verdens bedste dage i Zion satte vi kurs mod Peek-A-Boo og Spooky Gulch, som er to rigtig smukke og smalle kløfter ude midt i ørkenen i Grand Staircase Escalante Nationalpark. Allerede på vej derud var vi ved at give op og vende om op til flere gange, da vejene var helt fyldte med kæmpe huller og sten. Det gjorde rigtig ondt på vores lille bil! Det var dog godt at vi fortsatte, for kløfterne var virkelig en oplevelse. Efter et par kilometers ørken vandring fandt vi indgangen til Peek-A-Boo, og måtte klatre et par meter op af en meget stejl og glat klippevæg for at komme ind! Vi måtte faktisk klatre mange gange i den første halvdel af kløften, hvilket uden tvivl var grunden til at vi stort set havde den for os selv. Den var virkelig smuk, og farverne var helt uvirkelige! Sidste del af kløften var så smal, at vi måtte have rygsækkerne af og mase os sidelæns igennem. Det var virkelig en speciel oplevelse. Da vi kom ud af kløften fortsatte vi igennem ørkenen mod Spooky Gulch, som også var virkelig smuk. Desværre kunne vi ikke komme hele vejen igennem,  da der for nyligt havde været et stenskred i klipperne som blokerede hele kløften. Det øverste billede viser indgangen til Peek-a-boo. Den nederste bunke sten gik os til midt på lårene! 






























































Samme aften tog vi et lille stop ved Bryce Canyon på vej mod byen Kanab, hvor vi skulle overnatte et par dage. Det er en rigtig flot kløft fyldt med sjove klippespir.